tirsdag den 23. juni 2009

Sådan fik jeg min Kinøjser

Det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle have en kinesisk motorcykel, men jeg er glad for, at tilfældet har spillet mig en i hænde.

Jeg havde som ung en Honda CX500C, og det var en rigtig dejlig motorcykel, som jeg desværre blev nødt til at sælge efter 6 dejlige år. Og så gik årene bare med den årlige sukken hvert forår, når alle motorcyklerne kom på gaden efter en lang mørk vinter.

Men så skete det i december 2007. Min svigerfar kom forbi en aften, og ville have hjælp til at byde på en auktion, som han havde fundet på nettet. Han ville byde på en helt ny motorcykel, og han vandt auktionen. Og sådan kom jeg til at kende kinesiske motorcykler.

I løbet af foråret 2008 kunne jeg godt se de mange små fine kinesiske motorcykler i byen og på vejene. Med ukendte navne men med en masse fine detaljer og en masse udstyr.

Jeg gik dog ikke i tanker om selv at skulle have en kinøjser...... før svigerfar kom forbi en dag i efteråret og fortalte, at han vist var blevet for gammel til at køre på motorcykel, så hvis vi kendte en, som ville købe den, så var den til salg. Han havde kørt 200 km på den.

Nu var muligheden der. Den var tæt på. Den var billig. Så det var nu eller aldrig, hvis jeg skulle have motorcykel igen. Jeg slog til.

Jeg var meget spændt på, om en lille kinøjser med 250 ccm og bare 19 HK kunne leve op til mine forventninger til en motorcykel. Den var jo noget mindre og svagere end min første.

Men jeg er blevet så positiv overrasket. Jeg er nået dertil i mit liv, hvor det betyder mere, at det er hyggeligt og sjovt, end at det er hurtigt, og her klarer kinøjseren sig rigtig godt.


Nu er det sommer, og jeg benytter enhver lejlighed til at køre på min kinøjser. Til og fra arbejde, til indkøb og ærinder og når jeg bare lige skal køre en lille tur.

Uanset vejret så er resultatet det samme. Jeg bliver glad. Glad for min Kinøjser.

Der kommer snart mere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar