fredag den 26. juni 2009

Kinøjserklubben.

Da jeg nu havde fået mig en kinesisk motorcykel, så fandt jeg det naturligt at udforske den lidt, og da jeg havde hjulpet min svigerfar med at hente den hjem, da han oprindelig havde købt den, så kendte jeg jo navnet på forhandleren.
Så jeg gennemgik hans hjemmeside minutiøst, mens jeg som en lille dreng til jul glædede mig over alle de spændende og sjove ting, som man kan få til sin Kinøjser.

En af de ting, som jeg faldt over på hjemmesiden var en række links til andre hjemmesider for folk med interesse for kinesiske motorcykler. Nærmere bestemt klubber for folk med kinesiske motorcykler. Og den som især fangede min interesse var www.kinojserklubben.dk.

Det er gratis at være medlem. Eneste betingelse er, at man har en kinesisk motorcykel. Og ellers så er reglerne også meget enkle og tiltalende. Kort fortalt så går reglerne ud på, at man skal hygge sig med sine interessefæller, respektere alle og holde en god tone.
Lige noget for mig .

I følge min kæreste så brugte jeg mange aftener på at gennemse den lange medlemsliste, hvor de fleste af medlemmerne har lagt billeder af deres motorcykler ind, og jeg læste med stor interesse i det store og omfattende forum, hvor man kan finde svar på stort set alt mellem himmel og jord, så længe det drejer sig om mototcykler.

Det er helt ufatteligt så vidende nogen af de Kinøjsere er. De kan skille sådan en maskine til atomer, og så samle den igen . Jeg er imponeret over den viden der ligger i det forum. Det er fantastisk at kunne trække på al den viden.
Jeg selv kan finde ud af at tjekke dæktrykket og hælde benzin på. Det er det. Endnu .
For jeg har da tænkt mig, at jeg vil tage ved lære at eksperterne, så jeg også selv kan servicere min Kinøjser. Det håber jeg da.

Jeg var ikke i tvivl. Det er en klub, som jeg gerne vil være medlem af, og jeg har medlemsnummer 932. Tænk jer. En motorcykelklub med næsten 1000 medlemmer og stigende.
Det må være Danmarks største mototcykelklub.

Det er en flok rigtig hyggelige mennesker, som det er dejligt at være sammen med. De laver en masse arrangementer og ture, så det er en fornøjelse.

Men meget mere om det en anden gang .

onsdag den 24. juni 2009

Min Kinøjser.

Min Kinøjser er en MC4YOU Classic, og det dækker over en parallel importeret Lifan 250-4.
Lifan'en er importeret under en række forskellige navne, og er den Kinøjser, der er solgt flest af i DK.
Motorcyklens dimensioner er 2210x815x1120 mm. Den har en tør vægt på 158 kg. Tanken kan rumme 14 liter benzin hvoraf ca 2 liter er reservetank.
Motoren er en 4 takts 2 cylindret luftkølet motor af typen 253 FMM og har 5 gear. Den har kædetræk.
På motorcyklen er der monteret et 110/90'er dæk på en 16" alufælg foran og et 13/90'er på en 15" alufælg i bag.
Modeltypen er den der kaldes en "Softchopper".

På grund af motorens forholdsvise lave ydelse på 19 HK, så er det selvfølgelig ikke en hurtigløber. Den har en tophastighed på 110 km/t, og det kan endda knibe i modvind .

Til gengæld så oplever jeg den som meget driftsikker. Jeg har indtil nu kørt ca. 4500 km, og der har ikke været nogen problemer overhovedet. Hverken på de kolde forårsmorgener hvor den er startet og kørt, selv om temperaturen har ligget lige under frysepunktet, eller i øsende regnvejr.
Den kører bare.

I forhold til en basismodel, så er min udstyrret med styrtbøjle og topboks. Styrtbøjlen valgte min svigerfar at få monteret da han købte motorcyklen, og jeg har monteret topboksen.
Jeg har valgt en topboks i motorcyklens farve, da jeg synes, at den er ret flot. Den er godt nok mindre end en anden sort model, som man kan få, og det gør, at jeg f.eks. ikke kan have min hjelm i den, men det er et bevidst valg fra min side. Jeg synes, at det er den pæneste løsning.
Boksen rummer fint både regntøj og andet udstyr, der kan vare rart at have med.
Jeg har ikke valgt de plastsidetasker, som man kan få til motorcyklen, da jeg synes, at de er meget små. Men jeg ønsker mig et par lædersidetasker. Ikke for store, da det jo er en lille motorcykel, men et par pæne veldimensionerede lædertasker.

Dette var en lille beskrivelse af min Kinøjser.

tirsdag den 23. juni 2009

Sådan fik jeg min Kinøjser

Det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle have en kinesisk motorcykel, men jeg er glad for, at tilfældet har spillet mig en i hænde.

Jeg havde som ung en Honda CX500C, og det var en rigtig dejlig motorcykel, som jeg desværre blev nødt til at sælge efter 6 dejlige år. Og så gik årene bare med den årlige sukken hvert forår, når alle motorcyklerne kom på gaden efter en lang mørk vinter.

Men så skete det i december 2007. Min svigerfar kom forbi en aften, og ville have hjælp til at byde på en auktion, som han havde fundet på nettet. Han ville byde på en helt ny motorcykel, og han vandt auktionen. Og sådan kom jeg til at kende kinesiske motorcykler.

I løbet af foråret 2008 kunne jeg godt se de mange små fine kinesiske motorcykler i byen og på vejene. Med ukendte navne men med en masse fine detaljer og en masse udstyr.

Jeg gik dog ikke i tanker om selv at skulle have en kinøjser...... før svigerfar kom forbi en dag i efteråret og fortalte, at han vist var blevet for gammel til at køre på motorcykel, så hvis vi kendte en, som ville købe den, så var den til salg. Han havde kørt 200 km på den.

Nu var muligheden der. Den var tæt på. Den var billig. Så det var nu eller aldrig, hvis jeg skulle have motorcykel igen. Jeg slog til.

Jeg var meget spændt på, om en lille kinøjser med 250 ccm og bare 19 HK kunne leve op til mine forventninger til en motorcykel. Den var jo noget mindre og svagere end min første.

Men jeg er blevet så positiv overrasket. Jeg er nået dertil i mit liv, hvor det betyder mere, at det er hyggeligt og sjovt, end at det er hurtigt, og her klarer kinøjseren sig rigtig godt.


Nu er det sommer, og jeg benytter enhver lejlighed til at køre på min kinøjser. Til og fra arbejde, til indkøb og ærinder og når jeg bare lige skal køre en lille tur.

Uanset vejret så er resultatet det samme. Jeg bliver glad. Glad for min Kinøjser.

Der kommer snart mere.